Vores kostpolitik er bygget op omkring Frederiksberg Kommunes oplæg om økologisk kost og regler om sund, varieret og alsidig kost. Vi skal følge sundhedsplejerskernes vejledning om småbørns ernæring, hvilket betyder, at vi i tilfælde af allergi, og dermed specialkost, skal have en erklæring fra en læge eller speciallæge. Vi benytter sunde danske grøntsager, mælk, mel, gryn og andet. Der køres 85-90 % økologisk.
Ved fødselsdage og børnenes afslutninger er I velkomne til at medbringe noget spiseligt til uddeling på stuen. Fx kan følgende medbringes: boller, kage(uden slik på), is eller frugt; der vil hænge en inspirationsliste på opslagstavlen ved indgangen.
Vi ønsker, at alle forældre aftaler hvad der skal medbringes med personalet på forhånd.
Vi ønsker ikke, at der medbringes slik, flødeboller eller lign. Disse ting serveres heller ikke i vuggestuen på andre tidspunkter af året.
Hvis i som forældre ikke ønsker, at jeres barn får kage, is osv. i vuggestuen bedes i oplyse dette til personalet - der vil altid være mulighed for at give barnet et alternativ.
Vi følger sundhedsstyrelsens retningslinjer for kost til børn fra 0-3 år.
Vi vil sikre os, at børnene får tilbudt en sund og varieret kost, og at sunde spisevaner etableres på et tidligt tidspunkt i livet. Måltiderne skal foregå i en god atmosfære, og det skal være hyggeligt og rart, og det er også her, vi får en god snak om forskellige ting.
De større børn hjælper med at dele kopper og bestik ud til de andre børn.
Børnene bidrager med at øse deres egen mad op - og hælder selv op fra små kander. De lidt større børn smører selv deres egen mad, hvis de har lyst.
Børnene skal have en portion frihed til at prøve sig frem med hensyn til, hvad de kan lide, og hvad de ønsker at spise.
Alle børn bliver opfordret til at smage på alle madvarer, men der er respekt for det enkelte barns valg.
Vi mener, det er vigtigt at lytte til børnene og respektere, når de siger eller giver udtryk for, at de er mætte eller ikke ønsker at spise maden.
Vi er opmærksomme på, at børnene får mulighed for at drikke vand i løbet af dagen.